Din tekst

TV-programmet "Operation X" satte fokus på Hillerød Kommunes køb af Dyremosegård og dens jord. Et køb til ca. 70 millioner kroner. Udsendelsen stillede spørgsmålstegn ved købsprisen og den måde, hvorpå forhanlingerne var sket, herunder tidligere borgmester i Skævinge Finn Hansens rolle i sagen, samt baggrunden for købet.

Skævinge Lokalråd er af den mening, at der stod mange ubesvarede spørgsmål tilbage efter udsendelsen, og at formålet med jordkøbet var uklar.  

Da lokalrådet efter egen overbevisning ikke har fået fyldestgørende svar fra Hillerød Kommune på en række spørgsmål omkring købet, har Skævinge Lokalråd bedt Statsforvaltningen om at kigge på sagen.

Lokalrådet har fået bekræftet, at købet skete for at bremse udviklingen i Skævinge i 2007 og dermed forbundne nødvendige investeringer i blandt andet skole og andre institutioner.

Det er Lokalrådets målsætning at få belyst den kommende udvikling i Skævinge, herunder brugen af arealerne under Dyremosegård på længere sigt.

----------------------------------------------------------------------------

 

Ret info for side Sæt side passiv og dermed ikke vises i menuen Slet side Flyt side op Passwordbeskytte side Kom godt i gang / hjælp Opret ny indholdsboks Upload billede(r) Søgemaskineoptimering

Igangværende sager Fjern visning af menutekst på din hjemmeside

Opret ny indholdsboks

 

Tekstredigering   Skift billede Slet indholdsboks

09.01.2011

Skævinge lokalråd har sendt en henvendelse til Statsforvaltningen vedrørende Hillerød kommunes køb af Dyremosegård tilbage i 2007, vi har modtaget følgende svar, og afventer nu Hillerød kommune, og statsforvaltningens afgørelse.

 

"dobbelt klik på billedet for at forstørre det"..

 

28.febr. 2011.

Skævinge lokalråd har fået oplyst at Statsforvaltningen har rykket Hillerød Byråd for svar.

  Tekst til billede Tekst, når musen føres henover billedet Ret bredden på billedet Link ved klik i stedet for større billede Sæt indholdsboks passiv

 

Tekstredigering   Skift billede Slet indholdsboks Flyt indholdsboks op

Skævinge Lokalråd har fremsendt brev til Statsforvaltningen den 02-08-2011. Se indholdet under link "Hillerød Kommunes køb af jord i Skævinge: Dyremosegård".

  Tekst til billede Tekst, når musen føres henover billedet Ret bredden på billedet Link ved klik i stedet for større billede Sæt indholdsboks passiv

 



Opret ny indholdsboks

Skævinge Lokalråd har den 01-08-2011 sendt følgende brev til Statsforvaltningen Hovedstaden med kommentarer til de svar, som Hillerød Kommune har givet til Statsforvaltningen  den 06-05-2011.

Det fremgår heraf, at Skævinge Lokalråd har en række uddybende spørgsmål, både rette til Hillerød Kommune og til Statsforvaltningen.

Vi afventer derfor en redegørelse fra Statsforvaltningen i nærmeste fremtid.

 

Statsforvaltningen Hovedstaden

Borups Allé 177

2450 København NV

Att. Specialkonsulent Jette Eikrem

 

Skævinge, den 01-08-2011

 Vedrørende: Hillerød Kommunes køb af jord i Skævinge for DKK 70.000.000, Journal nr. 2010-613/915.

 Skævinge Lokalråd har gennemgået Hillerød Kommunes udtalelse af 06-05-2011 og skal hermed afgive følgende kommentarer til udtalelserne.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 1:

Baggrunden for, at Byrådet besluttede at købe jord til en pris på 70 mio kr., når der forelå 2 ejendomsmæglervurderinger på henholdsvis 66,3 millioner og 48,66 mio kr. for det pågældende areal, herunder, om det har været overvejet at erhverve arealet ved ekspropriation.

Hillerød Kommune svarer:

Købesummen på 70 millioner var den pris, som der kunne opnås enighed om ved forhandlingerne. Der har ikke været overvejelser omkring ekspropriation.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

I henhold til udtalelse fra daværende borgmester i Hillerød, Nick Hækkerup, skete købet af spekulative årsager med det formål at begrænse væksten i Skævinge by, da de dertil nødvendige offentlige investeringer ikke kunne indeholdes i Hillerød Kommunes budget.

I henhold til notat fra Hillerød Økonomiudvalg, dateret fredag den 22-06-2007, oplyses det, at Dyremosegård ApS har lavet en regnefejl i de oprindelige tilbud (DKK 72.160.000) og tilbyder salg til DKK 70.000.000. Det fremgår ikke af Hillerød Kommunes redegørelse af 29-06-2010, om dette notat blev forelagt byrådsmedlemmerne inden byrådsmødet onsdag den 27-06-2007, hvor afstemningen fandt sted, eller i den mellemliggende periode på kun 5 dage, hvoraf kun 3 dage var arbejdsdage.

En sådan procedure er efter Skævinge Lokalråds opfattelse hverken tidsmæssigt eller proceduremæssigt acceptabel ved sagsbehandling af den størrelsesorden. Findes der regler eller lovgivning om dette?  

Skævinge Lokalråd står uforstående over for, hvor Hillerød Kommune ikke valgte, efter tilbuddet på DKK 70.000.000 fra Dyremosegård ApS, at kontakte EDC, der havde givet en vurdering på DKK 48.660.000 eksklusive 13 ha landzonejord. Hvis man fradrager DKK. 3.900.000 i Dyremosegårds tilbud, som er indeholdt i Dyremosegård ApS’ tilbud, giver det et tilbud på det resterende på DKK 66.100.000 fra Dyremosegård over for vurderingen fra EDC på DKK 48.660.000, altså en forskel på DKK 17.440.000.

Skævinge Lokalråd forstår ikke, hvorledes der kan være en forskel på DKK 15.540.00 (DKK 64.300.000 ifølge Dyremosegård ApS og DKK 48.660.000 ifølge EDC)når man adderer tallene i kolonnerne ”66 parcelhuse” og ”23 tæt-lav boliger” i notatet. Efter vores opfattelse burde Hillerød Kommune have undersøgt, hvordan Dyremosegård ApS er kommet frem til deres priser, før man underskrev aftalen. Det ønskes begrundet af Hillerød Kommune, hvorfor dette ikke er sket.

Skævinge Lokalråd ønsker en uddybning fra Hillerød Kommune, hvorfor ekspropriation ikke har været på tale, især da der efter kommunens egne udtalelser på daværende tidspunkt ikke vat tale om rent jordkøb med videresalg for øje, men om et nødvendigt køb for at bremse en utilsigtet udvikling. 

På samme tidspunkt foretog Hillerød ekspropriationer andre steder i Hillerød Kommune, hvorfor det efter Skævinge Lokalråds opfattelse burde være oplagt at undersøge, om ikke ekspropriation kunne gennemføres i sagen omkring købet af jorden på Dyremosegård.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 2:

Eventuelle undersøgelser, kommunen måtte have foretaget med henblik på at konstatere arealets værdi, herunder afklaring af den store prisforskel på de to indhentede ejendomsmæglervurderinger.

Hillerød Kommune svarer:

Der blev indhentet to ejendomsvurderinger, som dannede udgangspunktet for forhandlingerne. Den ene af de to ejendomsvurderinger indeholdt ikke stillingtagen til værdien af 13 hektar landbrugsjord som det fremgår af vedlagte bilag. PÅ baggrund af disse vurderinger udarbejdede administrationen i Hillerød Kommune et notat om de økonomiske vurderinger, som blev fremlagt i Byrådets møde den 27-06-2007.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Det er Skævinge Lokalråds holdning, at Hillerød Kommune – efter fremlæggelsen af notatet skulle have kontaktet EDC for at få en vurdering af de 13 ha landbrugsjord. Ser man på henholdsvis HomeErhvervs vurdering heraf på DKK 2.600.000 samt Dyremosegård APS’ vurdering på DKK 3.900.000, ville de der sandsynligvis være fremkommet en vurdering af samme areal fra EDC på maksimum DKK 4.000.000 (sikkert lavere), hvilket ville have givet en samlet vurdering fra EDC på 52.660.000. Altså stadig langt under DKK 70.000.000. En forskel på DKK 17.340.000.

Skævinge Lokalråd er af den mening, at denne mangel i notat af 22-06-2007 medførte, at den beslutning, der blev truffet af Byrådet den 27-06-2007, er truffet på et mangelfuldt grundlag. Efter Lokalrådets vurdering burde dette have medført, at Byrådet havde besluttet at udsætte beslutningen, indtil disse forhold var blevet gennemgået og afklaret skriftligt.

Endvidere savner Lokalrådet oplysninger fra Hillerød Kommune om den offentlige vurdering af de samlede arealer på forhandlingstidspunktet som bestanddel i orienteringerne i notatet af 22-06-2007 og efterfølgende i redegørelsen af 29-06-2010.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 3:

Hvilke oplysninger forelå for Økonomiudvalget og Byrådet om ejendommens værdi ved behandlingen henholdsvis den 20-06-2007 og den 27-06-2007?

Hillerød Kommune svarer:

Ejendomsmæglernes vurderinger og kort over arealet var fremlagt på sagen til møderne samt som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 2 et notat om de økonomiske vurderinger.

Borgmesteren redegjorde for forhandlingerne med ejeren på mødet. Dette var en mundtlig redegørelse og der findes ingen skriftlig redegørelse.

 Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Der har været afholdt 2 møder. Hillerød Kommune svarer med ”på mødet”. Vi formoder, at der er tale om mødet i byrådssalen den 27-06-2007. Anser Statsforvaltningen, at en mundtlig orientering fra den daværende borgmester omkring et køb for omkring 70 millioner var tilstrækkelig uden nogen form for protokollering?

Der svares, at borgmesteren har holdt møder med ejeren (Poul Jensen). Over for ”Operation X” oplyste både den tidligere borgmester Nick Hækkerup og den daværende teknisk direktør Ole Stilling, at Finn Hansen deltog i forhandlingerne som repræsentant for Poul Jensen. Modstridende hertil har både Finn Hansen og nuværende borgmester Kirsten Jensen (Frederiksborg Amts Avis den 10-03-2011) oplyst, at Finn Hansen kun deltog i 1 møde.

Skævinge Lokalråd ønsker en udtalelse fra Nick Hækkerup samt Ole Stilling, om de stadig fastholder, at Finn Hansen deltog i alle forhandlingsmøderne eller kun i et kort introduktionsmøde den 18-05-2007.  Det er for Skævinge Lokalråd væsentligt at få afklaret, hvem der taler sandt om forhandlingsdeltagerne.

Skævinge Lokalråd tilspørger Statsforvaltningen, om der ikke kræves protokollering af møder, når det drejer sig om køb og salg af fast ejendom, ikke mindst når dette sker i en sag omkring 70 millioner kroner.   

...................................................................................................................................

Spørgsmål 4:

Byrådets formål med købet, herunder baggrunden for, at Byrådet ønskede at købe netop dette areal og ikke et andet areal, der kunne opfylde formålet med købet.

Hillerød Kommune svarer:

Det fremgår ikke af sagsfremstilling eller beslutningsprotokol fra hverken Økonomiudvalgets møde den 20-06-2007 eller Byrådets møde den 27-06-2007, hvad formålet med købet var.

Det fremgår af købsaftalens/skødets paragraf 2, at ejendommen primært erhverves med udviklingsformål for øje.

Det er Byrådets opfattelse, at købet dengang var begrundet i et ønske om at kunne styre udbygningen af Skævinge på en hensigtsmæssig måde.

Skævinge Kommune havde vedtaget en lokalplan for det meste af området til boligbyggeri, og hvis denne udbygning blev sat i værk på én gang, ville Hillerød Kommune ikke uden videre kunne give borgerne i denne del af den nye kommune relevant service i form af børnepasning, skoletilbud, infrastruktur mv.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Hvad er Statsforvaltningens holdning til, at en beslutning om et køb af jord for omkring 70 millioner kan tages på et Byrådsmøde, uden at der er oplyst og protokolleret et formål med købet?

Skævinge Lokalråd ønsker en redegørelse fra daværende borgmester Nick Hækkerup, hvorfor der i købsaftalen og i skødet, der ikke var udarbejdet til Byrådsmødet, er anført, at arealet købes med udviklingsformål for øje, når der sidenhen både af Nick Hækkerup og Hillerød Kommune er oplyst, at købet udelukkende skete for at bremse udviklingen i Skævinge af de anførte årsager.

Skævinge Lokalråd vil gerne have oplyst, om den lokalplan, som Skævinge Kommune havde vedtaget, tog højde for den relevante service, som anfægtedes af Hillerød Kommune efter kommunesammenlægningen.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 5:

Svarede proceduren for indgåelse af købet af dette areal til den procedure, som der normalt bliver fulgt ved kommunens køb af fast ejendom.

Hillerød Kommune svarer:

Der har ikke tidligere været sammenlignelige køb af allerede lokalplanlagt jord.

Hillerød Kommune har ikke vedtaget en fast procedure ved ejendomshandler, men det er sædvanlig fremgangsmåde, at borgmesteren kan give en mundtlig redegørelse fra forhandlingerne.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Skævinge Lokalråd vil gerne have oplyst, om denne procedure er gældende for alle kommuners forhandlinger om køb og salg af fast ejendom i Danmark.

Skævinge Lokalråd ønsker oplyst, om en borgmester kan eller skal afgive en mundtlig redegørelse, og om der er krav om dokumentation af en sådan redegørelse i skriftlig form.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 6:

Hvem ejer arealet i dag, og hvordan anvendes det?

Hillerød Kommune svarer:

Hillerød Kommune er fortsat ejer. Bygninger er udlejet og jorden er bortforpagtet.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Skævinge Lokalråd ønsker oplyst, med hvilken værdi arealet er opført i balancen i Hillerød Kommunes regnskab pr. 31-12-2010. Samtidig vil Skævinge Lokalråd gerne have oplyst, om der føres driftsregnskab for arealet, der fremviser driftsoverskud eller driftsunderskud i perioden 2007 til 2010.

Endvidere ønsker Skævinge Lokalråd oplyst, om Hillerød Kommune stadig har til hensigt at beholde arealet for at bremse byudviklingen i Skævinge, eller om der er udarbejdet en handlingsplan for arealet, og i givet fald med hvilken tidshorisont?

...................................................................................................................................

Spørgsmål 7:

Deltog Finn Hansen i økonomiudvalgets og byrådets behandling af handlen?

Hillerød Kommune svarer:

Byrådsmedlem Finn Hansen deltog ved Byrådets behandling. Han var ikke medlem af Økonomiudvalget og deltog ikke i udvalgets behandling af sagen

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Spørgsmålet er efter vor opfattelse ikke formuleret som ønsket af Skævinge Lokalråd. For os er det af afgørende betydning, om Finn Hansen har deltaget i forhandlingerne for derefter at have deltaget i afstemningen på Byrådsmødet.

Er Statsforvaltningen af den opfattelse, at såfremt sidstnævnte har været tilfældet, at der så var tale om inhabilitet for Finn Hansens vedkommende?

Hvis dette er tilfældet, burde Nick Hækkerup eller andre medlemmer af Byrådet have gjort opmærksom på dette?

...................................................................................................................................

Spørgsmål 8:

Blev spørgsmålet om inhabilitet i givet fald rejst af økonomiudvalget henholdsvis Byrådet?

Hillerød Kommune svarer:

Det fremgår ikke af protokollen om spørgsmålet blev rejst.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Skævinge Lokalråd anmoder Statsforvaltningen om at tage stilling til, om dette burde være sket.

...................................................................................................................................

Spørgsmål 9:

Kommunens kendskab til Finn Hansens rolle i forbindelse af handlen, herunder om han deltog i salgsmøder sammen med sælger.

Hillerød Kommune svarer:

Finn Hansen har selv oplyst over for Hillerød Kommune, at han deltog på et kort introduktionsmøde den 18-05-2007. Han har ligeledes oplyst, at han ikke har deltaget som repræsentant for sælger Poul Jensen.

Kommunen ligger ikke inde med oplysninger om at Finn Hansen skulle have deltaget i yderligere møder.

Kommentar fra Skævinge Lokalråd:

Skævinge Lokalråd finder det relevant, såfremt de daværende byrådsmedlemmer, uanset partifarve, kan bekræfte eller afkræfte, om de har kendskab til, at Finn Hansen skulle have deltaget i forhandlingerne. Samtidig så Lokalrådet gerne, at sælger Poul Jensen skriftligt oplyser, om Finn Hansen deltog i møderne.

Det undrer Skævinge Lokalråd, at Finn Hansen i forbindelse med en sådan handel, der i grunden er baseret på et lokalplanforslag fra den tid, hvor Finn Hansen var borgmester i Skævinge, ikke har diskuteret handlen og den oprindelige lokalplans præmisser med byrådets medlemmer eller i det mindste med de medlemmer, der oprindeligt stemte for lokalplanforslaget i den daværende kommune. Skævinge Lokalråd ønsker en udtalelse fra Finn Hansen om dette.

Samtidig ønsker Skævinge Lokalråd en udtalelse fra Nick Hækkerup, på hvilke punkter det oprindelige lokalplanforslag og de oplysninger, som Nick Hækkerup må have fået eller videregivet om de udgifter, som ville være nødvendige efter Hillerød Kommunes mening, afviger fra hinanden. Eller spurgt på en anden måde, hvilke kommunale investeringer er anført i den oprindelige lokalplan, og hvilke er anført i Hillerød Kommunes begrundelse for at stoppe udviklingen i Skævinge, opgjort i millioner kroner?

Endelig ønsker Skævinge Lokalråd at erfare Statsforvaltningens kommentarer til procedurerne i den aktuelle sag og information, om der skal/vil ske ændringer i sådanne procedurer ved kommuners køb og salg af fast ejendom fremover.

...................................................................................................................................

Vi ser frem til at høre fra Statsforvaltningen i nærmeste fremtid.

Med venlig hilsen

Bernt Salzwedell

På vegne af Skævinge Lokalråd

 

Bernt Salzwedell, formand for Skævinge Lokalråd

Hvilegårdsparken 38

3320 Skævinge

Telefon 48 28 82 21

bernt@salzwedell.dk

Skævinge Lokalråds hjemmeside: www.skaevinge.dk

 

Skævinge, den 16-08-2011.

Berigtigelse.

Under punkt 9 i ovennævnte redegørelse står der blandt andet: "Det undrer Skævinge Lokalråd, at Finn Hansen i forbindelse med en sådan handel, der i grunden er baseret på et lokalplanforslag fra den tid, hvor Finn Hansen var borgmester i Skævinge...".

Finn Hansen har i dag meddelt undertegnede følgende: 

Dette er ikke korrekt. Finn  Hansen var borgmester frem til 2004, hvorefter Ole Roed Jakobsen var borgmester i Skævinge.

Jeg skal på vegne af Skævinge Lokalråd beklage denne fejl. Jeg fremsender meddelelse herom til Statsforvaltningen endnu i aften.

16-08-2011

Bernt Salzwedell

Formand for Skævinge Lokalråd

PS. Det undrer stadig Skævinge Lokalråd, hvis det forholder sig sådan, at det ikke har været muligt for de daværende medlemmer af Skævinge Kommunalråd at få bragt argumenter ind fra den oprindlige lokalplan, inden beslutningen blev truffet i Hillerøds Byråd. Skulle dette alligevel være sket, ønsker Skævinge Lokalråd besked herom. 

Skævinge, den 04-11-2011.

 

Skævinge Lokalråds stillingtagen til Statsforvaltningens redegørelse om Hillerød Kommunes køb af jord i 2007 i Skævinge.

 

Den 02-11-2011 har Skævinge Lokalråd modtaget Statsforvaltningens svar på lokalrådets henvendelse omkring Hillerød Kommunes køb af jord i 2007 i Skævinge (Dyremosegård). Statsforvaltningens redegørelse er på 11 A4-sider og vil blive offentliggjort på Statsforvaltningens hjemmeside.

 

Skævinge Lokalråd henvendte sig til Statsforvaltningen, da udsendelsen ”Operation X” om handelen efter

lokalrådets mening efterlod så mange løse ender og modstridende oplysninger, at der var behov for at få klarlagt, om dette køb var sket efter gældende love og regler, der er ved en kommunes køb af jord.

 

Vi vil gerne sammenfatte redegørelsens hovedpunkter, set fra lokalrådets vinkel:

 

Omkring selve købet:

Statsforvaltningen oplyser, at en kommune lovligt kan erhverve fast ejendom af planlægnings- eller byudviklingsgrunde. Opkøb af jord i et område kan medvirke til at sikre, at privat nybyggeri finder sted på de tidspunkter og i den rækkefølge, som passer til kommunens udbygningsplaner i forhold til institutioner, veje osv.

Statsforvaltningen er ikke af den opfattelse, at kommunen har foretaget spekulationskøb, lige som kommunen ikke har handlet økonomisk uforsvarligt ved at købe Dyremosegård for 70 mio kr.

 

Omkring referater fra møder i forbindelse med handelen:

Statsforvaltningen oplyser, at offentlighedslovens regler om notatpligt gælder ikke ved offentlige myndigheders indgåelse af kontraktforhold eller andre privatretlige dispositioner.

 

Omkring spørgsmålet om inhabilitet:

I kommunestyrelseslovens paragraf 14, stk. 2 står følgende: Et medlem skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om hans habilitet.

I forvaltningslovens paragraf 3 står følgende: Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende har en særlig personlig interesse i sagens udfald eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

Statsforvaltningen foretager sig ikke yderligere i spørgsmålet om inhabilitet i den pågældende sag.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ud fra Statsforvaltningens stillingtagen drager Skævinge Lokalråd følgende konklusion:

 

Skævinge Lokalråd har fået svar på de fleste af de spørgsmål, som Skævinge Lokalråd har stillet efter udsendelsen i TV om sagen i ”Operation X”:

 

Det væsentligste punkt er efter lokalrådets opfattelse, at købet er sket lovligt.

 

Dernæst har Hillerød Kommune sørget for, at administrationen fremover gennemgår alle dagsordener til de stående udvalg, økonomiudvalg og byrådet med henblik på at sikre, at oplysninger om eventuel inhabilitet kommer til borgmesterens kendskab inden starten af et møde.

 

I Hillerød Posten den 28-10-2011 oplyses, at Hillerøds tidligere borgmester Nick Hækkerup har gjort opmærksom på Finn Hansens habilitet. Skævinge Lokalråd har fået oplyst, at Finn Hansen var bortrejst på de tidspunkter, hvor forhandlingerne om købet fandt sted.

Skævinge Lokalråd kan kun beklage, at disse oplysninger ikke er kommet til offentlighedens  kendskab tidligere, så der ikke kunne opstå tvivl om habilitetsspørgsmålet i denne sag.

 

Skævinge Lokalråd har derfor besluttet at tage Statsforvaltningens redegørelse til efterretning og bruge kræfterne fremadrettet, som lokalrådet beskrev det i Hillerød Posten den 04-05-2011: ”Når vi har hørt fra Statsforvaltningen, håber vi at kunne komme videre med vores dialog med Hillerød Kommune om fremtiden for arealet og dermed også kommunens planer for at fremme udviklingen i Skævinge.”.

 

 

Med venlig hilsen

 

På vegne af Skævinge Lokalråd

 

Bernt Salzwedell,

Formand for Skævinge Lokalråd

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk